Første gang barnet hører julemandens stemme

Der findes et helt bestemt ansigtsudtryk, som kun opstår, når et barn bliver taget alvorligt af nogen, det troede var en historie. Munden åbner sig en lille smule. Øjnene søger hen mod den voksne i rummet — ikke for at få hjælp, men for at få bekræftet, at det her virkelig sker. Og så, hvis vi voksne bare nikker stille, vender barnet sig væk igen og går helt ind i samtalen.

Det er navnet, der gør det

Børn møder julemanden overalt: i reklamer, i kalenderlåger, på gavepapir. Han er et billede. Han bliver først en person i det sekund, han siger barnets navn højt. Navnet er nøglen, fordi det beviser noget, barnet ikke selv kan forklare: at nogen derude kender mig. Ikke børn generelt. Mig.

Derfor er den første sætning i en samtale med julemanden næsten altid den vigtigste. Alt efterfølgende — ønskerne, rensdyrene, om der er sne ved Nordpolen — bygger oven på den ene lille anerkendelse.

De to sekunder, hvor du ikke skal sige noget

Den mest almindelige fejl, forældre laver, er at fylde stilheden ud. Vi hvisker "sig noget!", vi rækker ud efter telefonen, vi griner nervøst. Men barnet er ikke i tvivl — det er bare optaget. Lad de to sekunder være. Et barn, der får lov at lande i sin egen forbløffelse, husker oplevelsen som sin. Et barn, der bliver skubbet, husker den som noget, de voksne lavede.

Giv barnet stilheden. Det er der, magien bliver til hukommelse.

Sådan sætter du scenen

• Vælg et roligt tidspunkt. Ikke lige efter institution, hvor batteriet er fladt. Tidlig aften, når huset er faldet til ro.
• Sluk for baggrundsstøj. Fjernsynet, opvaskemaskinen, den ældre søskende med en iPad. Barnet skal kunne høre hver stavelse.
• Sid ned sammen. Et barn i sofaen med en voksen ved siden af tør mere end et barn, der står midt på gulvet.
• Hold telefonen tæt. Højttaler kan være rart for små børn, men for nogle bliver det mere intimt med røret helt ind til øret.

Hvis barnet bliver stille eller genert

Det er helt normalt, og det er ikke et tegn på, at oplevelsen er mislykkedes. Nogle børn lytter bare. De tager imod. Bagefter fortæller de om samtalen i dagevis, selvom de ikke sagde et ord undervejs. Du kan hjælpe ved at lægge en hånd på ryggen og hviske et enkelt, roligt "han spurgte om dit hus" — ikke som en kommando, men som en oversættelse.

Læs mere om, hvordan du klæder barnet på i forvejen, under Forbered dit barn.

Efter opkaldet: giv det et sted at bo

Oplevelsen bliver dobbelt så stor, hvis den får et efterliv. Tegn det, barnet husker. Skriv datoen på bagsiden. Læg tegningen i julekassen, så den dukker op igen næste år. På den måde bliver ét opkald til en tradition, og traditioner er dem, børn tager med sig som voksne.

Er du klar til at give barnet opkaldet, er det Santa.dk, der står for selve samtalen.